Næsten 19.000 boligejere har indtil videre søgt varmepumpepuljen i 2026. Sagsbehandlingstiden for udbetaling er dog steget markant.
Der er fortsat stor interesse blandt danske boligejere for at skifte olie- og gasfyret ud med en varmepumpe. Nye tal fra Energistyrelsen viser, at der i 2026 er indsendt 18.919 ansøgninger til varmepumpepuljen for i alt 511,9 mio. kr. Indtil videre er der givet 16.284 tilsagn for i alt 441,21 mio. kr. Af årets tilsagn er der foretaget 2.093 udbetalinger, svarende til 56,48 mio. kr.
Boligejerne må dog væbne sig med tålmodighed, når de har fået installeret varmepumpen og søger om at få tilskuddet udbetalt. Ifølge en aktindsigt hos Energistyrelsen er sagsbehandlingstiden for udbetaling steget fra 19 dage i september 2025 til 34 dage i september 2026. Det svarer til en stigning på knap 80 procent. Herefter kan der gå op til yderligere 14 dage, før pengene står på boligejerens konto.
Det understreger behovet for, at administrationen af puljen kan følge med interessen. Varmepumper er en af de mest oplagte veje væk fra olie og gas i de danske hjem, og den store interesse for varmepumpepuljen er derfor positiv, men tilskuddet skal også fungere smidigt i praksis, så boligejere ikke venter unødigt længe på at få de penge, de er blevet stillet i udsigt.
Tilskuddet fra varmepumpepuljen er på 27.000 kroner. For mange familier er tilskuddet en væsentlig del af økonomien i forbindelse med investeringen, og derfor bør udbetalingen ske så hurtigt og enkelt som muligt.
Fakta: Status på interesse og ventetid på varmepumpepuljen
- 18.919 ansøgninger i 2026 (opgjort d. 25. september)
- Der er søgt om tilskud for 511,9 mio. kr.
- 16.284 tilsagn, svarende til 441,21 mio. kr.
- 2.093 udbetalinger, svarende til 56,48 mio. kr.
- Sagsbehandlingstiden er det seneste år steget fra 19 til 34 dage.
- Energistyrelsen har ikke oplyst, hvornår varmepumpepuljen lukker for ansøgninger i år.
